Har du lagt mærke til hvordan du håndterer overgangene i dit liv?
Ser du dem som en udfordring, forhindring, besværlige, irriterende? Føler du dig bange, frustreret, begrænset af dem?
Vi gennemgår mange overgange i løbet af vores liv, lige fra vi bliver født til vi dør.
Der er store og små overgange, svære, lette overgange og der kan være sorgfyldte og dejlige overgange.
Hver gang bevæger du dig fra et, til noget andet.
Udfordringen er ikke overgangene i sig selv, det er hvordan du håndterer at tage afsked med det gamle og byde det nye velkommen i dit liv.
Jeg har oplevet en del overgange i mit liv, både svære og voldsomt udfordrende overgange – og også dem jeg har glædet mig over og nydt at byde velkommen.
For eksempel, synes jeg det var en meget svær overgang, da jeg gennemgik mine teenageår år – py-ha! Der var mange udfordringer!
Overgangen da jeg blev mor for første gang – wauu, det var på en og samme gang fuldstændig fantastisk og skræmmende!
Et nyt liv var ved at folde sig ud, og et gammelt jeg skulle sige farvel til!
Overgangen fra at være i fast forhold til lige pludselig at være single og enlig mor!
Og overgangen, hvor jeg skulle sige farvel til min mor, da hun skulle dø, og vide at jeg ikke kom til at se hende igen.
Jeg tror på, at der i overgangene i mit liv, ligger en gave gemt til mig. Selvom det nogle gange umiddelbart kan være svært at få øje på – men med tid, kan den lige så stille forme sig og vise sig for mig.
Vi mennesker har ofte brug for at tingene og overgangene giver mening for os, på den ene eller anden måde. Hvis det ikke giver mening, hvad skal det så til for?
Hvad hvis nu det ikke skal give mening – hvad så?
Hvordan har du det med den overgang, hvor du bevæger dig fra Kvinde til Voksen Kvinde?
Det der i vores kultur bliver kaldt for ”Overgangsalderen”?
Jeg bryder mig ikke så meget om det ord – så når jeg taler om den overgang, så bruger mit eget ord ”Transformationsperioden”.
Jeg ser mig selv i gang med at transformere mig fra Kvinde til Voksen Kvinde.
Hele mig, min krop, sind og sjæl er på en ny rejse, i gang med at transformeres til en voksen kvinde, som står stærkere, blødere, tydeligere og mere klar i mig selv.
Det er virkelig den overgang, hvor der er åbent for nye ting, nye energier, og store forandringer for dig som kvinder. Hvis du selv vil og er klar til at modtage det og være i det!
Der er ikke så meget “bull shit” mere – der er power, hjerte og blidhed!
Mange af de kvinder jeg møder, blandt andet i mit arbejde, giver udtryk for at de har det svært ved den overgang i deres liv! Hele vores samfund virker heller ikke gearet til den at tage imod den overgang på en fin, ressourcefyldt og positiv måde.
Der er faktisk også mange mænd, som gennemgår en eller anden form for Transformationsperiode!
Da jeg mødte min kærlighedsmand, som jeg er gift med, og vi på et tidspunkt prøvede at få børn sammen – fandt vi ud af, at vi måtte have hjælp. Vi valgte sammen, at fik jeg hormonbehandling, efter at vi havde forsøgt i en del år selv.
Første gang jeg skulle til tjek, i det forløb, spurgte lægen mig om hvordan jeg havde haft det.
Jeg fortalte, at jeg havde haft det forfærdeligt! Jeg følte der var en sur, rasende heks der var flyttet ind i min krop, som jeg ingen kontrol havde over!
Lægen vendte sig mod Henrik uden at se på mig, og sagde ”Så ved du, hvad du har i vente når hun kommer i overgangsalderen!”
Det var bestemt ikke sjovt!!!
Det er lidt ligesom, jeg kan huske min mor sagde da jeg var barn og jeg havde opført mig uforskammet – ”bare vent til far kommer hjem…”
Sådan er det med Transformationsperioden – bare vent til du kommer i overgangsalderen!
Den bliver på ingen måde talt positivt om. Ingen gode sider bliver nævnt, det er kun besværligt, ubehageligt, i vejen, begrænsende og slet ikke charmerende!
Jeg kunne godt tænke mig at der bliver fortalt noget andet også – at vi kvinder fortæller og fremhæver alt det andet, som også hører med til den overgang!
Jeg hører fra få kvinder, som tør tale åbent om det – at der er en masse andet i den overgang. Der er meget power, energi, nye muligheder der viser sig, en følelse af frihed både i din krop og i det hele taget. Der er større klarhed og vejen du bevæger dig på bliver tydeligere!
Det er ikke for at ignorere de rent fysiologiske ting der ske i din krop og hele systemet, som er i en forandringsproces. Det er for at fortælle at der er også alt det andet.
Og der er rigtig mange ting at gøre selv, for at lette hedeturene, den brændende fornemmelse samtidig med kuldegysninger, den vekslende søvnrytme, humørsvingningerne, den gigantiske lyst til flødeskumskager hver dag og hvad der ellers kan være af ”sjove” ting! Også uden at det behøver være kemisk!
Hvad hvis nu, alt det du oplever af forandringer, at det blot er energier?
Hvordan ville det være?
Det er op til dig at vælge, fra hvilken en vinkel du ønsker at byde denne overgang velkommen.
Du kan vælge ikke at identificere dig med din krop, rynker, slappe hud, grå hår – men med hende den skønne og pragtfulde kvinde du er indeni!
Hende, som også er vital, glad, legende, smilende, lattermild, hjælpsom, humoristisk, kreativ, spontan, sensuel, livsnysgerrig, nydelsesfuld, kærlig, åben og alt muligt andet skønt!
Det er ikke overgangene i sig selv det handler om, det er hvordan vi håndterer dem og byder dem velkommen i vores liv!
Workshop på vej – tilmelding på: kontakt@bettinaoesterby.dk
”Sådan håndterer du overgange i dit liv!”
København:
Datoer: Efterår 2015, nærmere oplysning følger senere.
Tidspunkt: lørdag kl. 10.30 – 15.30 og søndag kl. 10.30 – 15.30.
Pris: 895,- kr. pr. deltager, inkl. kaffe, the, let snack. Du skal selv medbringe frokost.
Hørsholm:
Datoer: Efterår 2015, nærmere oplysning følger senere.
Tidspunkt: lørdag kl. 10.30 – 15.30 og søndag kl. 10.30 – 15.30.
Pris: 895,- kr. pr. deltager, inkl. kaffe, the, let snack. Du skal selv medbringe frokost.